Logbog for Ingeborg 1985
Logbog for Ingeborg 1985
SUMMER CRUISE
26.06.1985 NORSMINDE
16:00 afgang Norsminde. Sommerferien er startet. God vind.19:00 Færgehavn passeret om bb. Der står nu 16-18 vindmøller – et flot syn. De drejer lystigt selvom vinden er flov. 22:30 ankommer Grenaa.
27.06.1985 GRENAA
10:20 afgang Grenaa. Vi lå på FORTUNA af Grenaa – et ”skibsprojekt”, der skal starte til Middelhavet et år med to familier og et par sociale gæster ombord. Vinden er god og den frisker. 14:40 anløber Anholt. Vi får en sludder med Ehrhorn. Han arbejder for Ungbo og anbringer sociale klienter på skibe m.v. Han havde lige afleveret alle kort m.m. fra sin egen tur til Middelhavet. Brita Leth lå helt ude ved molehovedet, for ikke at lægge sig ud med hele havnen som skipper sagde.
Vi fik lige snakket med Niels inden vi tog hjemmefra. Han er netop begyndt som livredder ved Søbadet. Forrige torsdag drog han af til Portugal og roede kajak maraton i Nations Cup og returnerede igen tirsdag nat. Vi har ikke fået mange detailler fra turen, men en stor oplevelse har det været, at blive udtaget til landsholdet og ro på det plan – i verdensklassen, som Stiften skrev.
28.06.1985 ANHOLT
10:40 afgang Anholt. 18:45 ankommer Gottskär. Vi har haft god vind til turen og sol tillige.
29.06.1985 GOTTSKÄR
Overliggerdag. Om eftermiddagen er der stort haløj. En lille motorbåd er stjålet og politiet eftersøger med helikopter, der lander på molen. Tyven er stangdrukken og går på grund i fjorden. Øllet må altså stadig være for stærkt her i landet.
Om aftenen lægger vinden sig igen og det er lugnt och gott her på Sjösidan – et fint kompromis mellem naturhavn og havn i staden. Vi griller på Uddeholm og nyder en lun sommeraften med havblik. Jens og Vibeke vil gerne med nogle dage og regner med at gå ombord i morgen i Lilla Bommen i Göteborg. Vi får besøg af Elida i Gottskär. Elida 3 år gammel missionsbåd.
30.06.1985 GOTTSKÄR
09:45 afgang Gottskär. Vi får en begivenhedsrig tur med rullende søer sydom Malö Hamn og tordenbyger, der lægger bådene ned, men vi kommer da igennem det hele og når Lilla Bommen ved firetiden. Her er der sol, regn og haglbyger. Jens og V..... når den sidste Stena Line og er fremme godt midnat. Vi ser lidt på ströggaten i Göteborg og lister derefter ud til Långedrag for at finde en ny kølevandspumpe. Volvo er ikke særlig behjælpelige, men det lykkes da at få en i Vestra Frölund, selvom vi selv må cykle ud efter den.
02.07.1985 LÅNGEDRAG
Vi forlader Långedrag. Frokoster i Hjuvik. 17 oC vandtemp. Lægger ind ved Rammen. Her får vi naturhavnen for os selv, næsten og vejret er lunt og stenene varme, så vi sidder på klippen til over midnat.
| Figur 1. Jens har rattet og det går strygende. |
03.07.1985 RAMMEN
Næste dag glider vi stille til Marstrand gennem kanalen. Der er kommet nye broer i Marstrand og der er næsten fyldt, men ikke det leben, som vi kender fra tidligere – måske er vi her en uge førend vi plejer. Vi går en lille tur og Jens og V..... får en stille øl på Porto Franco og vi spiser rejer som natmad.
04.07.1985 MARSTRAND
Straks efter morgenmad, kl. 12:00 går vi på guided tour til Karlstens fæstning. Her får vi alt at vide, dog kun lidt om Tordenskjold. 15:00 afgang Marstrand. Det er en dejlig tur på halvvind nordover. Vi går helt udenskærs i de smalle passager og når omsider frem til Gullholmen. 20:15 fortøjning Gullholmen. Lunt vejr og god aftensol.
05.07.1985 GULLHOLMEN
Afgang Gullholmen. Det er strålende solskin, skyfri himmel. Turen går for slør gennem Malöströmmar – Koljöfjorden. Ved Hjältön kigger vi på ”Paradis Bay”, navnet lyder godt, men ser lidt beklumret ud. Bedre er det i Ullviken nord om Ravsnäs. Her ligger vi godt. Det kniber at nå alle måltider, men vi klarer det. Vi griller til klokken elleve og går så ud. Fyrlinerne følges til Uddevalla. Lægger til neden for museet. Der er blevet sent.
| Figur 2. V..... har frivagt. |
| Figur 3. Nete. Bemærk broderier på Netes overstykke. |
06.07.1985 UDDEVALLA
09:00 Jens og V...... afmønstrer. De når toget til Göteborg og rejser med Stena og videre på stop til Rødkjærsbro, for at tage del i en 40-års fødselsdag (V..... svoger). Vi kommer til at savne dem ombord. Resten af dagen daser vi ved Lindesnäs.
07.07.1985 UDDEVALLA
Næste dag daser vi videre. Vi kigger på Gustavsberg – går på konditori.
08.07.1985 UDDEVALLA
Proviantering i Uddevalla. Vi går over til spritfortænding på Optimus’en. 15:00 afgang Uddevalla. Lægger ind til Tviklippan vest om Vindö. Det er en fin beskyttet plads. Efter en dag med gråvejr er det atter blevet sol og det er lunt på klippen om aftenen.
09.07.1985 TVIKLIPPAN
10:45 afgang Tviklippan. Vandtemp. 19 oC. Raster ved Bassholmen lige ved Strömmarna. Vi fortøjer ved værftet ”Lyckans Slip” i Fiskebäkkilen.
10.07.1985 FISKEBÄKKILEN
Vi forlader Fiskebäkkilen. Vejret er meget godt og let vind. Vi styrer ud i åbent vand og går til Väderöerna. Vi får næsen ind til klippen syd om Bredbagen, men ligger ikke særlig godt for vinden frisker. Ved midnat frisker vinden meget og drejer lidt til syd, så ankeret kan ikke holde os fri og vi hakker stævnen i klippen og må ud. Det blæser 10-15 m/sec og vi driver hurtigt af. I mørket slipper en løkke ankertov i skruen og et nyt anker må kastes i hast. Det stopper os ca. 5 m fra skæret øst om havnen. Vi signalerer efter bistand. Hans-Otto og en tre-fire dingy’er går ud til os, men trods motorkraft nok, kan de ikke manøvrere os sikkert fri af grunden. Lange liner føres i land for at varpe og trække os vest om skæret ind mod havnen. Foranstaltningerne fik vi ikke brug for. Det lykkedes Nete at sno ankerlinen fri af skruen, så i stedet kunne vi lodses ordentligvis ind i havnen. Hans Otto er en drabelig sejler, der ikke går af vejen for at sejle til Shetlandsø og Skotland i hårdt väder. Han måtte dog vende engang ved Ekkofisk – fy farsan, hvor det blåste (Når det blæser 60 m/sec – da blåser det en hård vind).
11.07.1985 VÄDERÖERNA
Det er lunt, men blæser meget friskt. Der er kulingsvarsel, så vi bliver. Der ligger ca. 25 både i selve havnen. I Bredbagen og langs sydsiden af Bredbagen lå andre 25 både, men i dag er de alle væk på nær et par stykker, hvor besætningen arbejder ihærdigt med liner for at holde klar. I renden på vestsiden af Storö ligger 12-15 både ganske godt ved kajen. Det blæser op igen i løbet af dagen og Väderöerna og Måseskär melder 14 m/sec. I vest står brodsøer himmelhøjt og sender kæmpe vandtåger afsted. Kaprifolierne breder sig kraftigt i de våde drag og selv i blæsten mærkes duften klart. Blomster er der ganske mange af overalt i revner og sprækker.
12.07.1985 VÄDERÖERNA
Blæsten har lagt sig. Havnen tømmes. Vi tager på langtur på Storö. Vandtemp. 12 oC.
13.07.1985 VÄDERÖERNA
09:00 afgang Väderöerna. Vind SV, mest omkring 12 m/sec. Proviant og vand slår godt til. 09:30 Stålholmen fyr passeret. 12:00 Smögen tværs. 20:30 anløber Skagen. Vi fortøjer i lystbådehavnen. Den anden er helt fyldt op. Vi har haft tæt bidevind hele vejen og kunne lige netop holde Skagen op. Vinden øgede til hård og vi måtte skifte sejl, rebe og holde motor på for at holde fart og højde. Strømmen var nordgående – sine steder over 1 knob. De sidste par timer løjede det. Vi fik en del vand ind gennem ruffet – fejlen er ikke fundet. Ferskvandskølesystemet synes nu at være tæt og vi har for første gang i to somre ikke tabt kølevand.
![]() |
| Figur 4. Måger slår efter sillinger på Storö. |
15.07.1985 SKAGEN
Det tordenvejr, der var meldt for i aftes, får vi først nu her til morgen. Der er kulingvarsel for alle farvande. En god ting ved Väderöerna er, at man ikke kan bruge penge dér og her i Skagen koster madvarer under halvdelen af priserne på svenska sidan. Lennart Lundin har en meget udbygget Maxi. Hækken forlænget 55 cm + mange andre interessante detaljer. Det kuler. En fiskekutter kæntrer til havs og forliser. Mændene bliver samlet op.
17.07.1985 SKAGEN
Snakker med Vibeke (Rolfs Vibeke), Hun har været en uge med Thetis og fik så et lift over fra Marstrand med ”WestVind”. Hun vil hjem nu. Hun er på udkig efter job – nu hun lige er blevet færdig som tandlæge. Vi er på Grenen med madpakke. I går var vi i Gammel Skagen – så bl.a. på TimeShare lejligheder i Hotel Tranes Klit. Det er ikke lige noget for os.
18.07.1985 SKAGEN
Thetis er kommet ind fra Marstrand. De har haft en god tur over, men der var meget tøj til tørre. Ombord er Stig, Rolf og Michael (gast). De har talt med Jens og regner med at han står på en uges tid sammen med Vibeke. Vi smører sprayhood med silikone for at gøre den vandtæt. Ankerkæden udskiftes med ny 10 mm kæde og vi kigger også efter nyt tov til ankeret (SeaGrip’en).
19.07.1985 SKAGEN
Det regner fra morgen af. Ellers har vi stort set haft tørvejr i Skagen, men megen blæst og kun lidt sol.
20.07.1985 SKAGEN
08:30 afgang Skagen. Let vind, nogen sol. 10:30 ankommer Aalbæk. Stille, solskin. En dejlig havn.
21.07.1985 AALBÆK
Cykler til Raabjerg Mile. Den nye ejer af værftet i Aalbæk har sin nybyggede Colin Archer ”GRENEN” liggende i slæbestedet. Den er sat til salg for 650.000 kr. for at skaffe likvider til driften af værftet. GRENEN er meget smukt bygget. Vi er til aftendrinks på Mistralen af Norsminde
22.07.1985 AALBÆK
Cykler til Tversted. Stranden er fuld så god, som den vi kender fra Løkken. Vi bliver budt på nystegte makrel, da vi komme hjem af folkene på nabobåden.
23.07.1985 AALBÆK
Afgang Aalbæk. 13:30 passerer Strandby. Vi går inden om holmen. 15:40 fortøjet i Sæby.
24.07.1985 SÆBY.
Strandvejr.
25.07.1985 SÆBY.
Strandvejr.
26.07.1985 SÆBY.
Strandvejr.
27.07. 1985 SÆBY
13:15 Afgang Sæby. SØ 8-10. Det øsregner. 16:30 ankommer Aså.
28.07.1985 ASÅ
Solen skinner igen. 12:50 afgang Aså. 17:20 fortøjet Ø. Hurup. Her er liv og glade dage. Kuttere kommer ind segnefærdige lastet med fisk, så dækket står under vand.
29.07.1985 Ø HURUP
10:45 afgang Ø Hurup. SØ 10-12 m/sec. 16:00 ankommer Mariager. Landets mindste købstad, så den er hurtigt set.
30.07.1985 MARIAGER
Vi flytter til Hobro. Fjorden er flot. Solskin og regnvejr på skift. Der er ingen større skibe i trafikhavnen. Ved bådeværftet ligger 12-15 gamle træskibe opkøbt til restaurering. Strøggaden er travl. Midt på gaden er lavet et godt lille torv med en Søslange eller Drage i brosten. Den stikker grangivelig hovedet i kloakken. Mor finder en skofabrikant bosiddende i Arden.
31.07.1985 HOBRO
Afgang Hobro. Kikkerten har taget vand. Den bliver renset i sprit og bliver god. Stop i Hadsund. 16:15 Als Odde Bro. 20:00 Fornæs. Vi har holdt 7,4 knob i snit. 20:45 Fortøjet ved værftskajen i Grenaa. Der skal bygges ny lystbådehavn i Grenaa. Modellen er fra Kaløvig Baadehavn. I havnen ligger Ingrid, Hjarm og samtidig med os anløber Fulton – alle med ”klienter” ombord.
01.08.1985 GRENAA
Afgang Grenaa. W-SW 10-14 m/sec. Det går stærkt. Vi går ind til Ebeltoft Gl. Havn. Alle bådene ligger der endnu pga. den hårde vind, så bassinet bliver godt fyldt op. Fregatten er flyttet til sin egen nye havn. Seagrib’en får ny 50 m 3-slået armeret polyester 14 mm Roblon og er nu helt renoveret med ny kæde og line.
02.08.1985 EBELTOFT.
Fregatten er nu i dok - men hvor er den rådden. Det blæser fortsat meget og der er varslet kuling for praktisk taget alle farvande. Det har været en blæsende sommer, men ret godt med tørvejr. 10:30 afgang Ebeltoft. 13:30 Sletterhage tværs. SW 15 m/sec. Vi fører et storsejl og 10 m2 fok. 16:00 Vi anløber Norsminde i en enorm regnbyge. Købmand Thomsen og hans søn står på broen og tager imod.
WEEKENDS
25.05.1985 NORSMINDE
10:15 afgang Norsminde. God vind. Vi får et opkald fra Jens. Han er til træskibsstævne i Kerteminde. 15:15 ankommer Ballen. Vejret er solrigt. Der er kommet ny bro på tværs af havnen i Ballen. De er der alle sammen. Henning og Ketty sejler med Alice og Torben, fordi deres egen båd ikke er klar endnu. Kirsten og Anders, Monica og Villy. Margit og Poul med begge pigerne. Karin og Anne kan selv mestre gummijollen i år. Om aftenen har vi fælles grill og flerstemmig sang i båden.
26.05.1985 BALLEN
Alice giver øl på restaurant. De andre piger er ikke så bysyge.
27.05.1985 BALLEN
11:25 afgang Ballen. Det er bagende varmt og ingen vind. Fjong har snavs i olien og tages på slæb. Vi raster ved Kyholm. 18:00 ankommer Norsminde.
●
01.06.1985 NORSMINDE
Vi bliver i Norsminde. Det er varmt og vi skal til grillaften hos Lisbeth. Hun bliver 51 og vi er indbudt sammen med familien. Anne er lige blevet færdig som designer. Hun har lavet et flot svendestykke. Materialer alene kostede 20.000 kr., som hun har lånt af Lisbeth. I aftes var vi til kobberbryllup i Thy hos Ane Marie og Søren. Det var et rigtigt Thybobal i Thorsted Friskole. Niels er i København og ror på Bagsværd Sø. Niels har roet sig ind på kajaklandsholdet og træner energisk til Nations Cup i Portugal.
02.06.1985 NORSMINDE
Vi går til Mårup og ligger nogle timer for anker. Det er solvarmt og havblik på hjemturen.
●
08.06.1985 NORSMINDE
Lugen til motorkassen skrues fast. Uddybning i Norsminde står på. Peter Madsens rederi afser 5 dage nu og kommer og tager resten til vinter. Vi sejler til Tunø
09.06.1985 TUNØ
Hjemme igen i Norsminde
![]() |
| Figur 5. Ingeborg på sin plads i Norsminde. |
●
10.08.1985 NORSMINDE
Vi sejler til Mårup. Har aftalt at mødes med Torben og Alice. Vi får os en dejlig snak og en spadseretur til Asmindør Hage.
11.08.1985 MÅRUP
Hjem igen.
●
30.08.1985 NORSMINDE
17:00 afgang Norsminde. 20:15 Knøsen. Vi får aftente hos Kirsten og Anders på Cito 2. Næste dag cykler vi til Øvre. Vi har ikke sejlet et par weekends. Den første weekend efter ferien var meget blæsende og der var så meget at se til i huset. Det trænger hårdt til at blive malet udvendigt, men det meste af træværket har fået nu. Vi er nødt til at have hjælp fra tømrer for at få skiftet vindbrædder i gavle og male det øverste parti. Forrige weekend havde vi Ruth og Bill på besøg, og om tirsdagen var jeg hjemme med dem hos Pet i Hallund. Pet døjer stadig med efterveer fra trafikuheldet forrige sommer. Jens har været på biologikursus og 1 uge på skydeøvelser i Boris – derefter en tur i Paris på ferie. Niels er netop sluttet sit livredderjob på Søbadet. Han har tjent ca. 30.000 kr. og det er max. uden nedslag i studiestøtten. Han har fået sine eksamensresultater – 3 stk. 11-taller - det er lige så godt som Jens.
31.08.1985 ENDELAVE
Der er kulingsvarsel for næste dag, så vi foretrækker at returnere i godt vejr. 18:15 afgang Endelave.
●
05.10.1985 NORSMINDE
Om lørdagen kører Niels og jeg ud i kulhavnen for at se IOWA – verdens største slagskib. Vi er ombord for at kigge.
06.10.1985 NORSMINDE
Nete og jeg sejler en eftermiddagstur til Aarhus for at kigge på de amerikanske gæster. IOWA er dog sejlet og et ledsageskib er ved at lette. Vejret er meget lunt.
COMMENTS.
![]() |
| Figur 6. Skærgården juli 1985. |
Gå til Logbog 1986 - Link



Kommentarer
Send en kommentar