Logbog for Ingeborg 1987
Logbog for Ingeborg 1987
Out of Season
Søsætning. Vi får mast på samme dag i stille vejr, solrigt. Vi prøver sejl
om søndagen. Slæder er for små i storsejlet. Vi har fået ny genua og
storsejl hos M P Sails, Egå. Vi har fået nye hynder til hele båden hos TREFA
SKUM, Viby.
Søndag. Vi sejler en eftermiddagstur til Sletterhage. Niels og Britta er
med i dag. Sejlene står godt, men jeg vil prøve at få Torben med ud og kigge
på dem. Det er solvarmt.
|
| Figur 1 Britta. Foto er taget 29.07.1990 i Norsminde. |
Summer Cruise
21.06.1987 Norsminde
Søndag. Vi er på Endelave igen. Vores ferie er begyndt. Det har regnet, men
i aften er det stille og mildt. Det er den koldeste maj og juni i mands
minde. Det er over hele Verden, at vejret er anderledes end normalt. Vi har
haft meget travlt op til ferien. Nete har været med til at køre det nye
Edb-system ind, som FOF har købt hos Regnecentralen. Det er baseret på
Uniflex. Det er meget forsinket og meget fejlfyldt. Hos KMC er det den
omvendte Verden. Her er det KMC, der er bagefter med indkøring af deres nye
Edb-system. Alle ordrer og fakturaer bliver nu skrevet ud og efter ferien
skal de sidste småting laves og rettes til. Det har været en sej opgave, at
lave systemet, men det ser ud til at blive godt. Det nye projekt med
genindvinding af frugtvand er netop startet og heldigvis vil Jens hjælpe med
at lave kemiarbejdet. I torsdags var jeg på universitetet i Odense sammen
med Jens og jeg må sige, han blev modtaget med åbne arme på kemisk institut.
Vi må stort set låne al det plads og udstyr, der bliver brug for her i
sommer. På fredag skal Jens op til den sidste eksamen. Så er det slut. Så
mangler han kun at lave speciale. Niels er livredder på Søbadet igen i år.
Niels er nu den ældste i tjenesten og må sørge for vagtskema m.v.
22.06.1987 Endelave
Mandag. Det er stille og solvarmt hele dagen. Hen under aften får vi lidt
regn. Da vi løber ud i Tragten ved Lillebælt skummer og koger vandet i en
smal bræmme tværs over og farten falder 2,2 knob. Vi går ind under land og
drejer ind til Strib.
23.06.1987 Strib
Tirsdag. Kaster frokostanker i Lænkevig, Fænøsund. Afprøver vort nye
akerspil. Vi ombestemmer os og går til Assens for at anskaffe en egnet
ankerrulle. Vi er til Sct. Hans bål i Assens Sejlklub. Der er 300 mennesker
på stranden.
24.06.1987 Assens
Onsdag. Solen skinner fra tidlig morgen. Vi går langsom sydover. Ankrer i
Dyvig. KMC 07122066 - Spørger om der er problemer, men det er ikke mere end,
det kan vente, til vi er tilbage igen. Vi går gennem Alssund til Sønderborg.
Den engelske marine aflægger besøg i 14 sejlbåde på tur. De har hjemsted i
Kiel. Vi ligger lige neden for Sønderborg Slot. Spritbådene går i pendulfart
forbi og busser står opmarcherede på kajen. Sønderborg er en meget smuk by
med malerisk havnefront og en dejlig strandpromenade.
26.06.1987 Sønderborg
Fredag afgang Sønderborg. Snakker med Niels. Han klarede sin Matematik og
har ferie nu. Jens er oppe til sin sidste eksamen i dag. 17:50 anløb
Maasholm. Sol nu og da.
28.06.1987 Slesvig
Søndag. Vi cykler ud og ser på vikingmuseet ved Haddebyer Noor og kører /
trækker på de gamle volde omkring noret. Museets arkitektur er særdeles
heldig til formålet. Vi kigger også indenfor i Domkirken –
billedskærerarbejdet omkring alteret er overvældende.
29.06.1987 Slesvig
Mandag. Vi er blevet lovet varme – helt op til 25 oC. Lunt er
det, men sol ser vi ikke meget til. Vi besøger Gottorp Slot og ser på
Nydambåden m.m. Der er store ørreder og kæmpestore karper i slotssøen. Vi
får endelig tag i en ankerrulle og går ud af fjorden. Bag Kieholm går vi for
anker. Det bliver en stille og lun aften – køerne brøler og fiskene
slår.
01.07.1987 Arnis
Vi ligger over i Arnis. Alle spil smøres. Holder for redningskrans i
rustfri stål skal monteres. Den gamle i træ gik i smadder, da vi forlod
Norsminde Havn. Vi skulle bjærge en løs pæl og Alex – det klummer – skulle
holde fra. Strømmen var meget hård og vi fik et ordentlig gok midtskibs, da
vi drev ind i en pæl. Skødevisere udskiftes med blokke med svirvel for at få
en bedre vinkel fra skødeskinner til skildpaddeblok. Skødetov er netop
udskiftet og det gamle viser stærkest tegn på slid, hvor skærer over disse
blokke.
03.07.1987 Marstal
Vi ligger over i Marstal. Vi får rutetips vedr. Holland.
04.07.1987 Marstal
14:00 afgang Marstal. Fiskerne har pålidelighedssejlads i bugten. 17:00
ankring i Thurø Bund. Vand 18 oC. Helt stille, lunt og blankt
vand.
05.07.1987 Thurø Bund
Sommervejret forsætter.
06.07.1987 Thurø Bund
Sommervejret forsætter. Vi går til Svendborg og provianterer. Det er så
varmt, at vi vender tilbage til Thurø Bund for natten. Vandet er 19
oC og mor får sit første havbad.
07.03.1987 Thurø Bund
Sommervejret forsætter. Det er den varmeste dag endnu – 28 oC
ude og 32 oC inde – selv i den koldeste kistebænk er der 23
oC. Om aftenen er der dejlig svalt og stille. Vi er gået ind til
Lohals for a købe et søkort. Vi bliver i Lohals gamle havn. Vor nabo er
nybagt Maxi 95 ejer.
|
|
Figur
2. Foto af Skonnerter i Thurøbund ca. 1915 med FALKEN i
forgrunden. Til højre i billedet ses Kidholm. Kilde havneguide.dk |
08.07.1987 Lohals
Vandet i Lohals havn er 20 oC. Snakker med Jens. Han og V.....
er en tur i Jylland. Han har elles travlt med at undersøge
kartoffelfrugtsaft, for at finde ud af hvorledes vi bedst kan inddampe det.
Vi går til Omø. Vejret er lidt mere svalt i dag, men stadig varmt og
solrigt.
10.07.1987 Omø
Det har blæst meget i et par dage. Vi har derfor ligget over på Omø, der
har fået ny stor havn.
11.07.1987 Omø
Lørdag 10:45 Helleholm fyr tværs. Vi går til Karrebæksminde og næste dag
sejler vi ind ad kanalen til Næstved. Der er kuling og varmt. Vi bliver i
Næstved et par dage, indtil der er moderat vind.
14.07.1987 Næstved
Tirsdag. Vi sejler til Vordingborg. Vejret er varmt, men vinden stille.
Havnen i Vordingborg er godt belagt. Den er noget åben mod sydvest og med
det 3. kulingvarsel indenfor kort tid, går vi tidligt videre i
Smålandsfarvandet. Selvom vinden er hård og stik imod, er det en flot tur.
Her har vi ikke været siden vi hentede Agnethe på Bogø for mange år siden.
Vi kan næsten ikke bestemme os for hvilken havn vi skal vælge. Vi går til
Stege. Den ligger lidt afsides fra det tætte sejlerstrøg op i Bøgestrømmen.
Her er rart og vi ligger godt indtil kulingsvejret er passeret.
16.07.1987 Stege
Torsdag. Tager cyklerne med bussen til Møns Klint. Cykler til Klintholm
Havn. Den har fået nyt Danhotel med tilhørende Marina, siden vi var her
sidst. På røgeriet henter vi nyrøgede sild med hjem til aftensmad. Vi gyser
lidt ved udsigten fra Forchhammers Pynt og går ned ved Maglevandsfald.
Vinden er ca. 13 m/s.
17.07.1987 Stege
Fredag. Den østlige kuling varer ved. 15-20 m/s, så vi tager bussen til
Nyord og ser på by og havn. Vi går langs strandengen tilbage til Ulvshale.
På torvet i Stege tager vi noget spidstegt okse og fadøl med hjem.
17.07.1987 Stege
Der er et ophold i den stærke østenvind og vi forlader Stege for motor, men
allerede i Bøgestrømmen frisker vinden igen til hård vind. Søen er stadig
svær efter den megen blæst, så vi går ind til Rødvig, der hurtigt fyldes op.
Det bliver et rent transitbesøg. Der er varslet kuling næste dag, men den
bliver ganske væk, så vi benytter lejligheden til at komme videre til
Dragør.
18.07.1987 Dragør
Vi ligger godt i den nye lystbådehavn, men den gamle er nok så malerisk.
Dragør Gl Havn og Gl By er et hyggeligt skue. Husene indehaves i dag af
velhavere eller går i arv. Vi tager bussen og gør Strøget og Tivoli. I
Nyhavn er der oplagt en cafebåd Liva og Bådteatret. Strøget har helt mistet
sin attraktion som indkøbsgade. Denne opgave synes at være overgået til
Købmagergade. Graffiti på mure og vægge er blevet meget dominerende – så
meget, at det springer i øjnene, når man har været på afstand nogle år –
ellers ligner byen sig selv. Vi ligger over i Dragør og kigger lidt mere på
hovedstaden. Mor får nye vintersko hos Hallgren. Vi snakker med Jens. Det
går godt med hans undersøgelse af kartoffelfrugtsaft.
21.07.1987 Dragør
Det er næsten vindstille og det er blevet varmt igen. Rungsted er nok den
største lystbådehavn, vi har ligget i. Her ligger mange store både – også
SAS BAIA VIKING, der ser ud som om den lige er kommet ind efter sin
jordomsejling – Whitbread Race. Det er et kønt skib, men virker noget
medtaget.
22.07.1987 Rungsted
Aflægger besøg hos Dana Plus og får repareret selvstyrer. Den blev renset
for ir på kontakter – det var det hele.
Efter en uge med hård østenvind har vi nu haft snart en uge med næsten
vindstille. Viken er en sommerby. Om vinteren er der kun pensionister
(promenister), der bliver tilbage. Kysten er stenet og stranden er nærmest
fint grus.
23.07.1987 Viken
Ved middagstid letter tågen og vi går ud med kurs mod Gilleleje. Vi
fortsætter mod Hundested. Lidt over 16 får vi tæt tåge – sigtbarhed 50-100
m. Vi går langsomt ind på Decca. Vi er midt i havnehullet, før vi kan se
det.
24.07.1987 Hundested.
Det stille vejr er forbi. Vi krydser til Odden i 10-13 m/s. Gad vide hvor
længe vi skal blive her – der er kuling på vej og i 5-døgnsprognosen er der
kuling i hele perioden.
25.07.1987 Odden
Røsnæs melder 12 m/s ved middagstid og 16 m/s til aften. Der er varslet
kuling for alle distrikter. Vi får ny wirestrop til forsejl. Den gamle var
slidt halvt igennem, der hvor den gnaver i lugerne.
29.07.1987 Odden
Der har været kuling indtil i dag. Vi tog hjem med Odden-Ebeltoft færgen
søndag og returnerede i går. Traf Kirsten og Jens med alle børnene i Odden.
De har ligget der siden mandag. Deres Granada 31 Caos har været til salg
hele sommeren. De vil gerne have en mere turegnet båd. Vi talte om at sejle
til Ballen, men vinden var god for os til Ebeltoft.
30.07.1987 Ebeltoft
Nu er ferien ved at slutte. Jeg har fået en hurtigere version af Dataflex –
version 2.2 – som jeg vil montere hos KMC i weekenden. Og på søndag kommer
Jens og V..... hjem. De har lånt Polo’en og den skal vi jo bruge igen. Jens
har også afsluttet 1. etape af undersøgelsen over spildevand fra
stivelsefremstilling og vi skal have møde med Westfalia om en løsning på
mandag. Så skal Jens have 14 dages ferie. Niels slutter også snart sit
livredderjob på Søbadet for i år.
Weekends
23.05.1987 Norsminde
11:45 afgang Norsminde. Vejret er godt. Turen går til Hov. Thetis skal
søsættes i eftermiddag. Efter mange dages kulde er det dejligt at kunne
sidde ude om aftenen for første gang. Thetis skal sælges. Henrik, Stig og
Rolf vil have en større båd. Det er vist uklart om deres økonomi kan klare
en større båd – Jens’s kan i hvert fald ikke. Thetis trænger til en ny mast,
storsejl og bompresenning, men er ellers i bedre stand end da de købte den
for 7 år siden. De regner med en pris på 42-45.000 kr. som den er. I sin tid
gav de 38.000 kr. En ny mast koster 5.500 kr. Et storsejl ligeså og en
bompresenning ca. 1.800 kr.
24.05.1987 Hov
Søndag. Jens har sovet ombord i nat. Der er lidt malerarbejde på Thetis,
der skal klares. I morgen tager Jens med til møde med Viborg Amt om
spildevand fra Karup Kartoffelmelsfabrik.
●
28.05.1987 Norsminde
Torsdag 11:30 afgang Norsminde. Diset, stille og køligt. Vi har lige besøgt
Ruth og Svend i sommerhus i Norsminde. Falck har et sommerhus ved
Kystkroen.
29.05.1987 Endelave
Fredag. Vi bliver på Endelave og cykler ud ad til Lynger. Vi kan se hele
feltet fra Fyn Rundt ligge ned ved Æbelø.
30.05.1987 Endelave
Stille, sol og havblik. Vi går sønden om Møllegrunden. Der er mange sæler
både på nordspidsen og sydspidsen af Møllegrunden og vi passerer flere
svømmende i vandet. Vi går til Juelsminde.
●
05.06.1987 Norsminde
Fredag. Montering af display i cockpit for ekkolod og Navigator. Overnatter
i Langør. Hilser på Henning.
06.05.1987 Langør
Går til Ballen. Torben og Alice, Ketty & Theil møder op, men vi må
savne de andre i år. Vejret er nok for hårdt.
08.06.1987 Ballen
Mandag. Vi når hjem lige inden kuling sætter ind fra sydvest. Det har blæst
og regnet meget.
●
14.08.1987 Norsminde
Vejret er blæsende og regnfuldt. Vi kommer sent til Norsminde.
15.08.1987 Norsminde
Det blæser 10-15 m/s fra vest. Vi læser på en fok til Tunø. Her er kommet
stor havneudvidelse siden sidst. Om aftenen løjer det og det bliver lunt. Vi
sidder og griller på stranden til det bliver mørkt.
16.08.1987 Tunø
I onsdags var vi i Thisted. Rigmor havde lavet fødselsdagsfest for Dagmar
på hendes 87-års dag. Vi kørte sammen med Rudolf og Jonna derop. Ruth og
Svend havde været der hele dagen og hjulpet til på plejehjemmet, hvor det
har myldret ind med gæster og gratulanter hele dagen. Dagmar er faldet til
på Solgaarden nu og vil gerne have huset solgt. Hun har ikke været der siden
hun flyttede på plejehjemmet.
●
21.08.1987 Norsminde
Vi starter allerede fredag middag. Vejret er godt og for 10 m/s halvvind
går vi 7-7,8 knob til Begtrup Vig. Her ligger vi godt for en af sejlunionens
bøjer.
22.08.1987 Begtrup Vig
Det er næsten vindstille nu. Schlütter har udskrevet valg. Han har nu
siddet i fem år – den længste tid vistnok for en borgerlig regering i dette
århundrede.
●
04.09.1987 Norsminde
Vi tager til Norsminde sent sammen med Kurt og Inge. Stille og lunt.
05.09.1987 Norsminde
Går til Endelave i diset vejr. Brækker startnøglen i Hou Løb sydlige del.
Piller tændingslåsen ud og etablerer forbindelse på låsens bagside. Hanne og
Niels Marius havde planlagt at flyve hertil, men dukker ikke op. Vejret har
nok været for usigtbart.
06.09.1987 Endelave
Søndag. Går til Lynger. Vejret er godt. Vi får en frisk tur hjem. SW-lig
vind ret hård. 7,5-7,8 knob hjem på 2½ time.


Kommentarer
Send en kommentar