Logbog for Ingeborg 1988
Logbog for Ingeborg 1988
Summer Cruise
18.06.1988 Norsminde
14:00 afgang Norsminde. Sejl + motor. Vi går til Grenaa ny marina. Hilser på Valdemar og Grethe. Spiser på molen. Melder rød faldskærmsraket over Kalkgrunden til SOK. Jens og V..... er med i Weekenden.
19.06. 1988 Grenaa.
Der er vind fra starten, men efter Fornæs bliver det vindstille og havblik.
Vi går til Hou. Om aftenen er der stille og lunt til midnat.
20.06.1988 Hou
Jens og V..... drager af tidligt om morgenen. Jens vil gerne tilbage til
universitetet – der skal tages beslutning om et massespektrofotometer og
skrives en metodik artikel. V...... har orlov til september. Hun får det
gradvis bedre med højre skulder, men den bliver hurtig træt. Hun er blevet
formand for studenterkredsen i Odense og skal i den egenskab arrangere en
række foredrag. Fiskerne kommer ind om morgenen – de sælger rødspætter og
skubber; op en en halv snes for tyve kroner.
21.06.1988 Hirtsholmene
Sol, skiftende vind. Tejsten yngler nu på nordre mole på Hirtsholmene. Vi
ser den i stort tal på begge moler. Vi ser også en lappedykker med 28 unger
[barnepige?]. 16:20 Hätteberget tværs. 17:00 anløber Marstrand (6,6 knob i
snit).
23.06.1988 Marstrand
Torsdag. Går til Hjärterösund
og ligger over ved Hjärterö.
24.06.1988 Hjärterö
Fredag. Vandtemp.: 19 oC. Det er midsommer fredag og alle har
fri. Der kommer mange både ind med løv i masten. De unge piger pynter sig
med løvkrandse om hovedet. Mange kommer i små både og telter. Det er vist en
rigtig midsommerfest, vi er landet midt i her i Hummerviken.
25.06.1988 Hummerviken
Alt er stængt her i midsommeren. Vi lægger ind i Mollösund. Her er
folkefest med dans om midsommerstangen. Vi forsætter og finder nathavn på
Vasholmarna – den perfekte naturhavn.
|
| Figur 1. Vasholmarne. Kilde Baatplassen.no. |
26.06.1988 Vasholmarna
Vejret er fortsat solrigt og 5-døgnsprognosen lover stille solrigt vejr. I
Oslo og Aalborg nåede temp. Op på 30 oC.
Den radikale Lone Dybkær, der er blevet vor nye miljøminister efter
Christen Kristensen har givet kommunerne 2 år til at opfylde kravene i
havmiljøplanen. Gid denne besindelse må smitte af på de forhandlinger, vi
fører med amterne om industrispillevand. Vi er netop påbegyndt et 3-årigt
markforsøg med kartoffelfrugtsaft som gødning. Forsøgets ledes af Statens
Planteavlsforsøgsstation i St. Jyndevad.
Det blev årets varmeste dag. Vi slutter dagen med viser til guitarspil på
klippen med vore svenske naboer.
27.06.1988 Vasholmerna
Mandag. Hedebølgen fortsætter. Vandtemp. 22 oC.
28.06.1988 Vasholmerna
Temp. nåede i går op på 35 oC i Oslo og er 24 oC i
Oslo nu til morgen. Vi provianterer i Lysekil. Ingeborg får en ANKAROLINA 56
m ankerline. Går til Brandskär for natten.
28.06.1988 Brandskär
Flagmaling på kahytslugen foreløbig afsluttet – nu mangler kun
morsealfabetet. Der er harer på øen og på nogle af de endnu mindre øer.
30.06.1988 Brandskär
Overskyet fra morgenen. Skyerne holder sig og det blæser kraftigt op. Vi
går til Hunnebostrand.
01.07.1988 Hunnebostrand
Fredag. Det trækker op til uvejr og bådene kommer ind. Det bliver dog ikke
til andet end en kort tordenbyge.
02.07.1988 Hunnebostrand
Det regner hele dagen. Vi går til Smögen. Poul og Margit har ringet og
spurgt om vi vil med i Telemarken, men vi syntes det var for langt nu – så
skulle vi ikke have drevet den af på hele turen, som vi har gjort. Vi vender
i stedet og gør klar til at sejle til Skagen, når vinden er gunstig.
”Det går bedre og bedre dag for dag” og skærgårdsvalse i gennemtrængende
decibel stråler ud fra en Maxi på modsatte kaj. Tonerne lokker folk til dans
på kajen og nogle unge mennesker i båden bag os må helt opgive at dominere
lydbilledet her i Smögen med deres rock – nej skærgårdsvalser og viser har
fået overtaget denne gang.
03.07.1988 Smögen
Søndag 10:05 Sdr. Åstadsbrott tværs. Vinden er friskere end ventet og der
varsles kuling på Kattegat – så vi går til Gullholmene.
04.07.1988 Gullholmene
Mandag. Der er frisk vind fra syd. Vi går til Mollösund.
05.07.1988 Mollösund
Tirsadag. Vi møder Waylemina med Rolf, Vibeke, Uffe, Stig og Henrik ombord
for hjemadgående. Alt er vel.
06.07.1988 Mollösund
Waylemina ligger stadig og venter på passende vind. Om aftenen anløber
missionsskibet Elida.
|
| Figur 2. Waylemina. Besætningen besøger os i Mollösund. |
07.07.1988 Mollösund
09:15 afgang Mollösund. Vind SW. Vi får nogle kraftige regnbyger. 17:50
Skagen havn.
|
| Figur 3. Molösund. Lars Olav, Agnethe, Vibeke, Stig, Rolf og Henrik (Post) fra Waylemina er på besøg. |
|
|
Figur 4. Mollösund. Agnethe og Vibeke |
08.07.1988 Skagen
Fredag. Regn hele eftermiddagen. Tapper telefonsvarer. Der er besked fra
Niels Clausen BLP 02251122 og Toldkammeret Flemming Hansen 06124811.
09.07.1988 Skagen
Opklaring. ”Diana” af Horsens går til skærgaarden. Skipper opfinder
telefonen og sejler gerne på Middelhavet.
10.07.1988 Skagen
Søndag. Vi får kraftig blæst med kuling om aftenen. Det regner meget. En
tanker rammer molen og må slæbes fri.
11.07.1988 Skagen
Mandag. Det regner stadig og en ny koldfront er på vej. Vi får en Maxi 39 i
hækken. Flot.
12.07.1988 Skagen
Tirsdag. Vi går til Aalbæk. I Aalbæk ligger Schrøder Plast i en Fanø 36 fra
Juelsminde. Søs og Ib Dragsbæk ligger her i deres Ylva ligesom sidst vi var
her. Vi bliver hilst velkommen ad vodbinderen fra Skagen og hans
damefrisørfrue, der serverer stegte sild for os sidst vi var i Aalbæk. John,
Ulla og datteren Lotte giver aftenkaffe. Havnefoged Henningsen – tidligere
og pensioneret fiskeeksportør fra Skagen kræver stadig penge op og
træskibsværftet har al beddingsplads besat og 14-15 mand i arbejde.
13.07.1988 Aalbæk
Mortensen ringede, at Auning har fået en miljøbøde på 20.000 kr. Poul og
Margit er på vej til Koster – det har blæst meget i Oslofjorden.
14.07.1988 Aalbæk.
Henter bilen i Skanderborg. Niels og Thorbjørn har deres gode job som
livreddere ved søbadet og sæsonen har været rimelig god med sol og
besøgende
17.07.1988 Aalbæk
Søndag. Besøger Tage Sørensen i Tue Gl. Skole – forh. Postmester i
Hirtshals. Han har livet i gennem haft personalia som hobby og har den
største private samling med tusindvis af personlige optegnelser. Vi finder
min tiptiptipoldefar & mor Olle Nielsen Smed, Strandby gift med Maren
Andersdatter. Det er deres datter Lisbeth, der bliver gift med Søren
Sørensen, Vindbæk og de overtager slægtsgården Folden som Lisbeth arver
efter sin første mand Laus Pedersen Folden. Disse oplysninger kan læses i
Ellinggaards Skifteprotokol. Vi ser også mormonernes IGI på mikrofilm; ser
at Mikkel Jensen 6/12 1801 får en søn Søren døbt i Elling og vi gætter at
det er denne Søren Mikkelsen, der i 1829 bliver gift med Anna Helvig – mine
oldeforældre. Tage Sørensen kan ikke læse mere og agter at skifte sit livs
hobby ud med kortbølgeradio.
18.07.1988 Aalbæk
Besøger Tage Sørensen igen for at drøfte nogle uklarheder i Ellingaards
skifteprotokol. Vi ser igen i mormonernes index og finder nok et par aner,
men det lykkedes ikke at få verificeret en formodet forbindelse mellem
familien på Vindvadet og folk fra Skramgaarde ved Strandby.
19.07.1988 Aalbæk
Margit og Poul har 12-års bryllupsdag. Der flages over stag og dagen fejres
behørigt.
|
| Figur 5. Polaroid. Margit, Karin, Anne og Poul. |
20.07.1988 Aalbæk
Udflugt til Tversted med picnic og besøg på Nordsømuseet i Hirtshals.
21.07.1988 Aalbæk
Torsdag. Margit og Poul går videre. Ingeborg får nyt ophal til storsejl hos
sejlmageren i Skagen. Vi tager en tur gennem Råbjerg Mile. Snakker med en
Tønder-familie – den 3, foruden os – der har taget bilen med til Aalbæk.
Troede ellers vi var alene om det på ferie. Aftaler møde med
pelsdyravlerforeningen 02967122.
|
| Figur 6. Pigerne er “feriegæster”. Bamserne er uundværlige |
22.07.1988 Aalbæk
Hilser på folkene i Øster Blæsbjerg og Korsholt. Hans Olesen på Korsholt og
jeg har fælles tipoldefar. Hans omdanner gården til et rekreativt areal med
skov, søer og med fiskemuligheder i voldgravene.
23.07.1988 Aalbæk
Vi forlader Aalbæk. 11 dage har vi været der – det er overliggerrekord. Med
5 knob i jævn østenvind når vi Sæby.
24.07.1988 Sæby
Søndag. Inge og Kurt aflægger søndagsvisit. De har haft en dejlig bilferie
Frankrig rundt.
|
|
Figur 7. Kurt og Inge aflægger os en søndagsvisit.
|
25.07.1988 Sæby
Mandag. Vi krydser til Hou. Her kommer vi til at ligge godt – lige bag
klitten.
26.07.1988 Hou.
Der er uroligt vejr. Stormvarsel på Nordsøen. Cykler til Melholt ad
strandvejen.
27.07.1988 Hou
SW-vind og en fin sejlads til Grenaa. Den nye marina er så god, at man
kunne få lyst at ligge over i Grenaa. Grenaa Gl. Havn. Grenaaen er nu ledt
syd om færgehavnen og danner skel mod den nye marina syd for.
28.07.1988 Grenaa
17:30 Norsminde anduvning. Nu mangler vi blot at hente bilen i Aalbæk. Jens
har lånt Polo’en mens vi har haft ferie.
Weekends
07.05.1988 Norsminde
15:00 Tunø i sigte. Diset. 1. sejltur i år. 9 oC vand. Går til
Mårup. Brødrene er lige kommet i Waylemina. Stig, Rolf, Anne, Vibeke og
Hans-Post er ombord. Rolf har jobbet som arkitekt en årstid nu. Vibeke har
netop påbegyndt et 3-års licentiatstudium på tandlægehøjskolen. Anne er
begyndt på kunsthåndværkerskolen. Stig er glad for sin lærlingetid som
tømrer og Hans er tilbage i arbejde igen efter et års orlov. Skibet er flot.
Den tidligere ejer – Ole Jönsson – købte det i Australien. Det er bygget i
Perth, og sejlede det selv hjem til Sverige. Det er bygget af australsk
hardwood i stave med kvadratisk tværsnit og limet op. Bygget i 1969 og i
meget fin stand. Prisen var knap 240.000 danske kroner.
08.05.1988 Mårup
Hjem i hård vind. 12 oC vand i havnen.
●
12.05.1988 Norsminde
Kr. Himmelfarts torsdag. Torben og Alice inviterer og vi går til Egå i
frisk til hård nordøsten. Solen er god, barometeret står højt. Torben og
Alice står lige overfor en ny tagetage, så de kan udnytte den tætte
placering ved stranden. Vor nye genua er god i hård vind.
13.05.1988 Egå
Solen fortsætter. Vi følger med Fjong til Nappedam – aldrig set før. Om
aftenen løjer vinden og vi griller til sent på stensætningen.
14.05.1988 Nappedam
Vi bliver. Der er lovet 23 oC og sol. Spejdernes nye Klitta
bliver døbt. Det er et flot træskib bygget på Læsø. Sørine kommer ind fra
Kaløvig og lidt senere kommer Thetis. Den har fået fast plads i Nappedam nu.
Om aftenen sidder vi på molen til solnedgang. Sillesens er med. Vi havde
inviteret drengene med, men de har for mange gøremål. Jens arbejder i
weekends på sit speciale, fordi hans lab er fyldt med studerende hverdage i
denne tid. Hans nitrifikationstudier går godt og han skal slet ikke have
erhvervsarbejde i år. Først fik han et færdiggørelsesstipendium på 72.000
kr. og derefter et senior Ship fra Carlsberg fonden på 75.000 kr. Jeg kunne
ellers godt have brugt hans hjælp i sommerferien. Vi har netop indrettet
laboratorium i den gamle legestue. Miljøopgaver og stivelseopgaver gør, at
det er rart selv at kunne udføre noget af arbejdet i en snæver vending.
Niels vil helst ikke lave ret meget. Dels har han sit gode livredderjob og
kan ikke tjene flere penge uden at blive straffet på studiestøtten og dels
vil han koncentrere sig om studierne, for at gå igennem så hurtigt som
muligt.
15.05.1988 Nappedam
Fortsat sol. Vi ankrer om eftermiddagen ved Kalø Slotsruin – øst for.
●
20.05.1988 Norsminde
Pinse. Det bliver en kort tur til Hou i år. Deltagere er Strejf, Fjong II,
Felicia, Cito II og Ingeborg. Vejret er det bedst tænkelige, så vi kan spise
ude hver aften. 1. Pinsedag slutter vi af med en øl på værtshus med country
musik og bluegrass.
●
27.05.1988 Norsminde
13:00 afgang Norsminde. Solrigt. 18:15 ankommer Bogense. Jens og V.....
kommer med bus fra Odense. Vi får en lun aften ved vandet.
28.05.1988 Bogense
Vi går nordpå – bidevind – og kan holde Endelave op. Der er god vind og
sol. Vandet er 13 oC ude i det fri vand. Det bliver til en tur
til Lynger. I havnen ligger en nybygget Spidsgatter – bygget af selvbygger i
glasfiber efter tegninger fra 1931. Den er meget flot. Den hedder FRI.
●
04.06.1988 Norsminde
Tunø. Vi snakker med Ib Nielsson. Han har solgt sin Grenada 31 og købt en
Faurby 36. Han har afviklet det meste af sin forretning og er nu alene
ingeniør. Vi snakker med et ægtepar fra Struer. De har solgt deres hus og
rejser til Middelhavet i en Fjord motorsejler. Et yngre ægtepar ved samme
bro har også solgt hus og rejser ud i den vide Verden i en Afrodite 40 –
uden sikker destination. De vil arbejde undervejs.
●
03.09.1988 Norsminde
August har været travl. På FOF har indtegning af nye elever lagt beslag på
megen tid og sidste weekend var der stor udstilling i ridehallen af alle
FOF’s aktiviteter. De forrige weekends har været præget af megen blæst, der
alligevel holdt os hjemme. Nete har spillet gammeldans sammen med Karl
Skaarup og Viggo Balle i musikhuset i Aarhus og til folkedansefestival – det
blev en bragende succes. Nete spillede også for de gamle på Solgaarden i
Hundborg til stor glæde ikke mindst for bedstemor Dagmar. Jens har haft en
god kongrestur til Amsterdam. Der har han aldrig været før. Niels går og
maler for tiden i sin nyerhvervede ejerlejlighed i Skanderborg. Den er snart
til at flytte ind i. 207.000 kr. gav han for 1½ værelse. Brombær er der
mange af nu og de er modne. Hele området nord for havnen er et stort krat
med hyben og brombær og frugterne holder sig vel et par uger endnu.
|
|
Figur 8. Tunø. Polaroid. |
04.09.1988 Tunø
15:00 afgang mod Norsminde. 6 piratjoller fra Norsminde har været på tur
hertil med Finn Kjeldahl som leder. Beder skole har som den eneste i landet
en maritim linje.
●
10.09.1988 Norsminde
Det er sent inden vi sejler. Vejret har de seneste dage været
sommerligt.
11.09.1988 Marselis
Afgang Marselis. Det er diset og støvregn
Comments
|
| Figur 9. En tanker rammer molen i Skagen 10 juli 1988. |
Gå til Logbog 1989 - Link










Kommentarer
Send en kommentar